De røde Kandis-lamper er tændt

Udsolgt til Forårsfest i Sørbyhallen

SIF-Venner kan endnu en gang tænde de røde lamper og melde alt udsolgt til årets Forårsfest i Sørbyhallen, hvor Kandis står på scenen og sørger for den musikalske underholdning.
- Kandis spiller i Sørbyhallen for 24. gang i streg, og de bliver bare ved med at begejstre og sælge billetter. Vi kan igen-igen-igen melde alt udsolgt, konstaterer Martin W. Hansen, der er formand for underholdningsudvalget i SIF-Venner.

Kandis fejrer jubilæum
SIF-Venner kan med udsolgt til forårsfesten byde over 600 gæster velkommen i Sørbyhallen fredag den 29. marts, hvor dørene åbnes kl. 16.30, mens selve festen begynder med spisning kl. 18.00 og musik fra en dj.
Efter spisningen står Kandis klar på scenen frem til kl. 01.00, hvor festlighederne slutter.
- Kandis fejrer i år bandets 30 års jubilæum. Det kan de helt passende gøre i en fyldt hal, hvor publikum med sikkerhed er klar til at feste og danse natten lang sammen med det populære orkester, fortæller underholdningsformanden og fortsætter:
- Dansegulvet er simpelthen fyldt fra start til slut, når Kandis går på scenen og spiller både nye og gamle numre fra deres enorme bagkatalog – og så er der selvfølgelig også alle de velkendte covernumre af for eksempel Rasmus Seebach, Volbeat og 60’ernes store hits, lover Martin W. Hansen.

Klar til jubilæum
SIF-Venner glæder sig selvfølgelig over endnu en udsolgt Forårsfest i Sørbyhallen.
Det betyder dog ikke, at støtteforeningen hviler på laurbærrene – tværtimod.
- Vi er selvfølgelig allerede godt i gang med at forberede sommerens Sørby Marked, men vi har også øjnene på næste års forårsfest, afslører Martin W. Hansen og uddyber:
- Kandis besøger Sørbyhallen for 25. gang i 2020. Det skal selvfølgelig også fejres i Sørbyhallen. De er allerede booket, slutter han med et grin.