Reunion-fest i Sørbyhallen aflyses

Svigtende billetsalg skyld i aflysning

SIF-Venner må med beklages meddele, at Skråt op (Reunion i Sørbyhallen) lørdag den 7. oktober desværre er aflyst.
De gæster, der allerede har købt billet, får hurtigst muligt refunderet pengene.
- Vi havde lagt et forsigtigt budget, hvor et relativt beskedent billetsalg kunne få arrangementet til at løbe rundt, men vi har desværre kun solgt omkring halvdelen af de forventede forsalgsbilletter, konstaterer Martin W. Hansen, der er formand for underholdningsudvalget i SIF-Venner, og fortsætter:
- Det giver ingen mening at gennemføre festen, som ville give publikum en tam oplevelse og SIF-Venner et underskud.

Ros til samarbejdspartnere
Udvalget bag Skråt op skal nu i gang med at forhandle med samarbejdspartnere og bands, så man kommer bedst muligt ud af det aflyste arrangement.
- Heldigvis har vi nogen rigtigt gode samarbejdspartnere, som vi har holdt underrettet hele vejen og som har forståelse for aflysningen, fortæller underholdningsformanden og uddyber:
- Det betyder, at SIF-Venners tab bliver minimalt. Blandt andet fordi Johnny Deluxe, der skulle spille til Skråt op, i stedet har sagt ja til at rykke aftalen til næste års Sørby Marked.

Manglende lokal opbakning
Skråt op (Reunion i Sørbyhallen) var et forsøg på at lokke en ny og lidt yngre målgruppe til fest i hallen, der blandt andet huser forårsfesten med Kandis og bruges under Sørby Marked. Festen skulle give gamle klassekammerater, ungdomsvenner osv. mulighed for at hilse på hinanden og mindes de ’gode gamle dage’.
- Vi var klar over, at det var en svær målgruppe, fordi der er kommet børn, arbejde og meget andet ind i billedet. Vi kan dog se, at vi har trukket en del nye gæster i forsalget, desværre har der ikke været den store lokale opbakning, forklarer Martin W. Hansen og fortsætter:
- Vi synes, vi havde lavet et fedt event, som vi troede på, men vi har ramt en dag med mange arrangementer, der allerede har skabt traditioner blandt vores potentielle publikum.
SIF-Venner er naturligvis kede af aflysningen og vil sørge for, at alle der har købt billet får deres penge refunderet hurtigst muligt.
- Vi håber i stedet, at publikum kan få en god aften ved et af de andre tilbud i lokalområdet, hvor der den 7. oktober både er halfest i Skælskør, Sorø og Vemmelev, slutter Martin W. Hansen.